Der skal være plads til undren
Indimellem bliver jeg til stadighed overrasket over folks lemfældige omgang med sandhedsbelysning og arbitrære tilskrivning af dunkle motiver til argumenter, som de ikke er enige med, samtidig med at argumenter, som bekræfter en forudindtagelse, tages for gode varer, uden yderligere spørgsmål.
Med hvilken autoritet kan vi dømme om Gud lever op til at være algod, almægtig og alvidende? Hvordan kan vi dømme om lidelse er nødvendig/retfærdig? Vores begrænsede erkendelsesmuligheder kommer altid til at forme vores vurdering og det bliver derfor en dom på begrænset grundlag.
Lidt kritisk kan man opsummere det: Læs Bibelen bogstaveligt, medmindre du vurderer at det skal være billedligt. For der er jo ikke andre til at lave den vurdering, når man læser selv?
Anerkender man ikke objektiv moral, så er man samtidig nødt til at acceptere at de mest grusomme begivenheder i historien, ikke er forkerte i sig selv, men derimod blot noget, som man personligt ikke bryder sig om. Der er meget få mennesker, der, hvis de er ærlige, vil sidestille den moralske status af folkemord, med deres mening om smagen af broccoli, men uden objektiv moral, så er begge dele blot en subjektiv holdning, som vi ikke har basis for at rangordne på anden vis end via personlig præference.
Giv folk en folder og lad lidelsesproblemet stå uberørt, synes at være svaret, hvis man leder efter ressourcer til at navigere i de kritikpunkter, der oftest bliver bragt op af ikke-troende.
Hvis din tilgang til ægteskabet er ”til jeg finder noget bedre” eller ”til det ikke er sjovt mere”, så holder dit ægteskab ikke. Det er ikke sjovt mere når man kun får 3-5 timers søvn per nat i halvandet år i træk og den store skilsmisserate hos småbørnsforældre vidner om dette. Jeg tænker ikke at Morten Dahlins variation, ”til jeg ikke gider mere”, giver ham ret meget bedre chancer for et holdbart ægteskab.