Det forekommer mig helt entydigt at et synspunkts logiske kohærens skal vurderes indenfor dets eget paradigme, hvis man ønsker at efterprøve dets sandhedsværdi. Det betyder, med andre ord, at det er nødvendigt at acceptere de forudindtagelser, der går forud for de respektive synspunkter, hvis vi ønsker at teste synspunktets logiske validitet. Hvis synspunktet er logisk gyldigt, kan vi derefter begynde at kigge på de forudindtagelser, som det hviler på. Det er det, der lidt mere populært kaldes ‘steel-maning’ (modsat ‘straw-maning’): Man giver argumentet de bedst mulige betingelser og dermed efterprøver man den stærkeste udgave af det givne argument.
Det modsatte begreb, ‘straw-maning’, betyder at man giver argumentet de værst mulige betingelser og så efterprøver man det. Pointen er her ikke at afdække sandhed, men derimod at få ret! Omend den første tilgang virker fuldstændigt selvindlysende bedre, så er den anden tilgang, i praksis, langt mere populær. Det skyldes givetvis menneskets naturlige tiltrækning til information, der bekræfter de synspunkter, som de har i forvejen, fremfor den information, der tvinger folk til at re-evaluere synspunkter, som de muligvis har baseret deres eksistens og identitetsfølelse på.
Stråmand i praksis
For nylig fik jeg eksemplificeret den anden tilgang, da snakken faldt på det ortodokse bibelsyn over et sæt æbleskiver. I selskabet var der ingen repræsentanter for den tilgang til stede, så det gik ganske glat, da bibelsynets historiske fundament blev tilskrevet 1800-tallets USA – en påstand, som jeg har hørt af flere omgange, dog aldrig fra nogen af dem, der rent faktisk har et ortodokst bibelsyn! Formålet med den indskydelse er netop at undergrave tilgangens retmæssighed, ved at påpege dets unge historie (hvilket teknisk set er en logisk fejlslutning). Jeg påpegede at en ven, der har det ortodokse bibelsyn, var meget kritisk overfor den udlægning og bl.a. argumenterede for at Luther og adskillige kirkefædre havde samme syn på Biblen. Indvendingen blev mødt et sigende blik, der sagde noget i retningen af ‘de tosser finder jo på hvad som helst for at understøtte deres tosseri‘ og så var samtalen videre til noget andet.
Tidligere på året stødte jeg på det i Leif Andersens bog, Den Tredje Tvivl. I bogen kritiseres Richard Dawkins (med rette!) for hans stråmandende tilgang til Kristendom og hans blanke afvisning af nogensinde at kunne drømme om at overveje et stålmands-argument. Leif Andersen går derefter videre til, et par sider senere, at kritisere sine egne politiske modstandere på bedste Dawkinske vis, via en total modvilje mod at give argumenterne gode betingelser. I stedet benytter Leif Andersen ad hominem-angreb, hvorigennem modstanderne tilskrives tilnærmelsesvist ondsindede bevægegrunde, manglende intelligens og stråmændsargumenter, der tjener til at undergrave positionens fornuftighed. At den slags ‘splinten i din broders øje’ kan slippe igennem redaktører og korrekturlæsere til en skriftlig udgivelse, formuleret af en yderst velbegavet professor emeritus i teologi, vidner, om noget, om problemets omfang.
Indimellem bliver jeg til stadighed overrasket over folks lemfældige omgang med sandhedsbelysning og arbitrære tilskrivning af dunkle motiver til argumenter, som de ikke er enige med, samtidig med at argumenter, som bekræfter en forudindtagelse, tages for gode varer, uden yderligere spørgsmål. Jeg er helt sikkert selv skyld i det samme, omend jeg bestræber mig på at stille mig kritisk overfor alle påstande, især dem der giver mig ret. At afdække sandheden må nødvendigvis have en højere prioritet end at barrikadere sig med luftkasteller og skyklapper, for hvad er det værd at være overbevist om at man har ret, hvis det objektivt set ikke er tilfældet?
Logiske fejlslutninger
For de folk, der anvender en sådan logisk fejlslutning, virker deres tilgang naturligvis ganske logisk, men hvad der synes logisk og hvad der er logisk er vidt forskellige størrelser. Det er mig helt selvindlysende at vi ikke kan have et komplet dybdegående perspektiv, så det, som vi tænker er logisk, er nogle gange bare mangel på viden. De logiske grundregler forholder sig dog lidt anderledes. De siger ikke noget om forhold i verden, men udelukkende om logisk sammenhæng og de er fundamentet for al viden og forståelse. F.eks. så er logikken replikérbar eller principiel, dvs. at en proposition A der leder til proposition B, altid vil opføre sig sådan alt andet lige. En anden vigtig grundregel er at A og dets negation (ikke-A) ikke kan være sande samtidigt. Min computer kan ikke både være tændt og slukket på én gang f.eks.
Ofte bliver autoritetsknebet, en klassisk logisk fejlslutning, anvendt til at underbygge et perspektiv (især teologisk): Henvisningen til en autoritet som argument for at en påstand er sand, fremfor at bevise påstandens sandhed med logisk argumentation. Det er så brugt at vi slet ikke tænker over det i det daglige, når vi henviser til at en eller anden har sagt noget klogt eller mener noget, som vi synes lyder rigtigt, så går det vores næser forbi at det ikke er et argument, men blot en påstand. Vi kan have gode grunde til at mene at det sandsynligvis er en sand påstand, men det er ikke bevisførelse at pege på de gode kvaliteter, som påstandens ejermand besidder – det er en logisk fejlslutning.
Vi kan f.eks. have gode grunde til at mene at kirkefædrene vidste hvad de snakkede om (når vi diskuterer luthersk teologi), men det er teknisk set ikke logisk bevisførelse at den og den mente sådan i år 400. Det er ikke altid en god idé at pege tilbage til relevante autoriteter, da det ikke bidrager til en konklusions validitet. I bedste fald er det polstring og i værste fald en distraktion fra den egentlige argumentstruktur.
I teologiske samtaler kan der være meget stor forskel på hvor meget vægt man tillægger logikken og hvilken rolle den spiller. Er logikken en nødvendig sammenhæng, som også Gud er underlagt? Er Gud hævet over logikken, således at han alene kan skabe paradokser? Eller er logikken en del af Gud, på samme måde som begreber som eksistens og godhed, som får deres mening fra Gud?
Logik og teologi
Luthersk teologi medfører f.eks. en række logiske paradokser i Biblen, som vi bliver bedt om at sluge, hvis vi abonnerer på dén teologiske retning, bl.a. i forhold til nadveren og Jesu natur. Her opstår der et problem ift. at løse de logiske paradokser for enten a) tager udlægningen af teksterne fejl, b) teksterne tager fejl eller c) Gud er ikke logisk.
Løsning b) ville være Dawkins valg – en simpel forkastning og så videre i programmet, men et umuligt første-valg for enhver, der repræsenterer et ortodokst bibelsyn. Løsning a) kræver at vi genovervejer vores læsning, tolkning og forståelse af Biblen. Her ville jeg selv starte med at lede efter mening, hvis en Bibelpassage ikke synes logisk konsistent. Denne løsning er også et problem for det ortodokse bibelsyn, da den bogstavelige hermeneutik regnes for sand a priori og symbolik meget nødigt accepteres i tolkningen. Det tvinger den ortodokse bibellæser til at vælge løsning c) som medfører de værste konsekvenser af alle: Hvis Gud ikke er logisk, så så ved vi intet om Gud.
Alle vores forventninger til sammenhænge i verden er bundet op på en logiks forståelse af begreber og kategorier. Det formulerer vi normalt som tillægsord: Høj, lav, tyk, tynd, god, ond osv. Vi forstår kontrasterne mellem begreberne og hvordan de er negationer af hinanden. Hvis logikken ikke gælder for Gud, så kan en god Gud f.eks. godt gøre onde ting uden at være ond(!?). Det lyder helt skørt, men det er konsekvensen af at Gud er hævet over logikken. Gud kan love mennesket én ting, gøre noget andet og stadig tale sandt.
Logikken – Guds orden
Modargumentet bliver så en afvisning af fornuften, da denne er begrænset af vores menneskelige natur og dermed bør være underlagt Biblens ord. Men hvis fornuften ikke er “dommer” når man sondrer mellem symbolske og bogstavelige passager, hvad er så? Følelserne? Er der andre muligheder? Hvis vi ikke bruger fornuften til at hjælpe os, hvordan skelner vi så mellem klare og uklare skriftsteder – en helt igennem subjektiv vurdering. Hvis ikke fornuften – troen på Guds orden – hjælper os med se hvornår noget tydeligt indikerer en anden tolkning, end bogstavelig, hvad gør så?
Vi bruger allerede allesammen fornuften til at skelne mellem bogstavelige og metaforiske passager (også dem med et ortodoks bibelsyn). Fornuften er så indgroet en del af vores måde at opfatte verden på at de fleste end ikke ænser at de anvender den. Når man tilskriver bogstavelighed til “dette er mit legeme“, men ikke til “jeg er døren“, så er det et rationale der afgør den sag – fornuften har altid det sidste ord uanset om vi vil det eller ej. Selv ideen om at fornuften ikke må have det sidste ord er et fornuftsbaseret rationale!
Selv dét, at læse ord på en side og forstå dem, er et fornuftsbaseret system, så man kan aldrig undsige sig fornuften, som afgørende instans.
For at forstå det teksten faktisk siger, så har vi langt bedre muligheder, hvis vi læner os op ad en objektiv størrelse, fremfor at sætte vores lid til vores egen subjektive læsning. Vi bruger fornuften uanset, men kun den ene løsning bilder sig selv noget andet ind. Sat lidt på spidsen så bliver forskellen bare om man er selektivt logisk eller fuldt logisk.
Alting er logisk – det følger Guds orden, den sammenhæng som alt er skabt ind i. Det er ikke et spørgsmål om ‘sandsynligvis sandt’ – den rene logik – Guds perfekte orden – er sandheden. Den kan vi stræbe efter at opfatte, men aldrig opnå til fulde, da vi er ufuldkomne væsner. Det betyder at logiske umuligheder (ikke ‘naturalistiske’ umuligheder, men kun rent formelle logiske umuligheder.) nødvendigvis er usande.
Skriftens klarhed er derfor, for mig, at den er i overensstemmelse med Guds orden. Hermeneutisk er det umuligt at læse Biblen i sig selv. Det er der ingen der kan – alle har bagage i rygsækken, som de anskuer verden gennem (selv nyfødte, der er stærkt deterministisk præget af de forældre, som de kommer af). Hvis man påstår at man læser Biblen, som den er, så risikerer man at man forfalder til at dyrke sig selv og den “renhed”, med hvilken (lige præcis) man er i stand til at læse Skriften. (Her tænker jeg især på Ken Ham og Kent Hovind i nogle diskussioner, og til dels på Mikkel Vigilius i nogle artikler af hans). Det er selvbedrag at tænke at man kan være tabula rasa (den blank tavle) – især når man læser Biblen.