Hvis Gud eksisterer, hvorfor tillader han så lidelse? Hvis Gud var algod, almægtig og alvidende ville han ikke tillade unødvendig lidelse. Men eftersom der er unødvendig lidelse, så findes Gud ikke.
Lidelsesproblemet er den stærkeste klassiske indvending imod Guds eksistens. Det er stadig et populært emne blandt både ateister og teister af meget forskellige årsager. Fælles er det dog at forholdet mellem det ubehag som opstår når man observerer lidelse og tilliden til en algod God er det centrale fokus. Det er en indvending der er båret af vores intuitive moralske frastødelse over tilsyneladende unødvendig lidelse og en stærk empati med dem, som lidelsen rammer. Indvendingen er netop derfor speciel, fordi den egentlig er en følelsesmæssig indvending, der oftest forklædes som en logisk, hvorfor et logisk modsvar til indvendingen tit vil blive modtaget som kynisk, ufølsomt eller direkte frastødende.
Det er vigtigt at distingvere mellem de forskellige slags indvendinger i forhold til lidelsesproblemet for at kunne forholde os til dem på deres retmæssige grundlag: Det logiske- og det følelsesmæssige argument.
Det logiske argument
Logisk kan argumentet opdeles i to grene:
1) Det er umuligt at Gud og lidelse sameksisterer
– eller –
2) Det er usandsynligt at Gud og lidelse sameksisterer.
Udgave nummer 1 fordrer logisk inkonsistens mellem den lidelse, som vi oplever i verden og eksistensen af en almægtig, algod Gud. Men denne inkonsistens eksisterer ikke mellem de to præmisser: “Lidelse eksisterer” og “En algod, almægtig Gud eksisterer“.
Den logiske inkonsistens kommer af den implicitte præmis, “En sådan Gud ville fjerne al lidelse fra verden“, men det har vi ikke noget belæg for at udtale os om. Dels kan en entitet, der er så meget større end os, have masser af grunde til at handle på måder, der er os uforståelige og dels er der det samme problem, som vi løber ind i med utilitaristisk moralfilosofi: Vores begrænsede opfattelsessfære.
Med hvilken autoritet kan vi dømme om Gud lever op til at være algod, almægtig og alvidende? Hvordan kan vi dømme om lidelse er nødvendig/retfærdig? Vores begrænsede erkendelsesmuligheder kommer altid til at forme vores vurdering og det bliver derfor en dom på begrænset grundlag.
Vi kan kun meget begrænset vurdere konsekvenserne af én given handling og nogle gange kommer de konsekvenser langt, langt senere end den handling, der afledte dem. Eks.: Den umiddelbare lidelse ved at tage til tandlæge, kan sagtens afværge en langt større lidelse (tandpine eller udtræk af rådne tænder), der ellers ville opstå.
Der er derfor intet umuligt i Guds- og lidelsens sameksistens.
Sandsynlig og Guds eksistens
Udgave nummer 2 er mindre kontant i sin opstilling, men lider af det samme problem, som udgave 1, dog i mindre grad. Hertil kommer at den sandsynlighedsberegning, som påstanden synes at indeholde, mangler sammenligningsgrundlag. Vi udregner sandsynlighed ud fra lignende scenarier, men, så vidt vides, så har vi kun én tilværelse og dermed ikke noget at sammenligne med.
Sandsynligheden for at Gud eksisterer i vores verden kan kun udregnes ved hjælp af alle de andre verdner (virkelige eller hypotetiske) og deres status ift Guds eksistens (i hvor mange Gud eksisterer og hvor mange han ikke gør). Eftersom hypotetiske verdner ville kræve et datagrundlag af viden om Guds eksistens i vores verden for at kunne bruges, så bliver det en umulig opgave at udtale sig om sandsynligheden for Guds- og lidelsens sameksistens.
Eksempel: For at vide hvad sandsynligheden er for at kartofler i min køkkenhave har ormehuller er jeg nødt til at vide hvor stor fordelingen er af ormehullede kartofler til ormefri kartofler. Hvis fordelingen er 12 ormehullede kartofler til 6 ormefri, så er sandsynligheden for at der er ormehuller i den næste kartoffel jeg trækker op af jorden 66,6% eller 2/3.
For at kunne evaluere om Gud eksisterer i en verden, hvori der findes lidelse er vi nødt til at vide hvor stor fordelingen er i verdner med- og uden lidelse, hvori Gud eksisterer eller ikke-eksisterer. Det fordrer altså noget data, som er umulig at indhente. Det bliver meget hurtigt et lidt robot-agtigt svar på lidelsesproblemet, men ikke desto mindre så er det vigtigt at have for øje, hvis man tror at det er en logisk holdbar indvending. Netop fordi lidelsen (eller empatien) er personlig vækker dette svar anstød og peger på at det i virkeligheden ikke er et logisk problem, men, som bl.a. William Lane Craig og Leif Andersen identificerer, derimod et følelsesmæssigt problem.
Det følelsesmæssige argument
Det følelsesmæssige argument er snarere en personlig afvisning af Guds eksistens, fordi verdens (eller ens egen) lidelse gør ondt. Det er en langt sværere indvending at håndtere og i sidste ende noget vi hver især skal gøre op med. Det er, som oftest, ikke her, der skal missioneres, men snarere empatiseres og lyttes.
Personligt er det ikke min force. Jeg er langt mere tilbøjelig til at ville vise logiske sammenhænge, argumentere og påpege at vi f.eks. I alle mulige andre afskygninger kan se at mennesket er et væsen, der skal være i balance. Der er altid mulighed for at ‘få for meget af det gode’. Det gælder mad, underholdning, motion, vand osv. Det er ikke usandsynligt at vi mennesker også har brug for balance ift lidelse/ondskab, eftersom der ikke er noget andet vi kan pege på, som vi ikke kan overdosere.
Svaret fejler som sådan ikke noget, rent logisk, men er langt fra tilstrækkeligt i en lidelsessammenhæng og overfor nogen, for hvem lidelsesproblemet er en meget nærliggende realitet. Der kan man påvise de logiske sammenhænge nok så meget uden at det tager noget som helst af smerten fra nogen. Jeg henviser til andre, mere kyndige skribenter, der har langt mere takt med det følelsesmæssige problem, end jeg kunne gøre mig nogen forhåbninger om at opnå:
Leif Andersen (Gud hvorfor sover du? – 1987) forsøger ikke at løse problemet, men snarere at henlede opmærksomheden på at når vi selv står i lidelse til halsen, så hjælper det måske at tænke over Jesu lidelser – at Gud ikke er vores lidelser overhørig – men at han forstår og har lidt med os og altid er med os, hvis vi søger ham. Lidelsen tager han nok ikke fra os, men trøsten kan måske findes i Jesus.