Der skal være plads til undren
Indimellem bliver jeg til stadighed overrasket over folks lemfældige omgang med sandhedsbelysning og arbitrære tilskrivning af dunkle motiver til argumenter, som de ikke er enige med, samtidig med at argumenter, som bekræfter en forudindtagelse, tages for gode varer, uden yderligere spørgsmål.
Uanset hvor meget research du laver, hvor mange timer du bruger på at rationalisere over de forskellige kandidaters meninger og afklare hvad, der ville tjene (i dette tilfælde) Europas befolkning bedst, så bliver din stemme aldrig mere værd, end den som er afgivet i total uvidenhed og/eller tilfældighed.
Neurotiske mennesker vil have en tilbøjelighed til at mærke bekymringerne tungere og mere altomfavnende end folk, der er mindre neurotiske. Dvs. At de hverdagsbekymringer der måtte fylde, vil opleves som mere truende og vigtige end hos en partner, der er mindre neurotisk. At forsøge at presse sin partner til at bekymre sig på samme niveau som en selv, hvis vedkommende er mindre neurotisk, vil svare til at forsøge at tvinge en elefant til at klatre i træer. Det kommer ikke til at lykkes tilfredsstillende og, for mig at se, er det udelukkende en opskrift på en miserabel sameksistens.
Med hvilken autoritet kan vi dømme om Gud lever op til at være algod, almægtig og alvidende? Hvordan kan vi dømme om lidelse er nødvendig/retfærdig? Vores begrænsede erkendelsesmuligheder kommer altid til at forme vores vurdering og det bliver derfor en dom på begrænset grundlag.
Lidt kritisk kan man opsummere det: Læs Bibelen bogstaveligt, medmindre du vurderer at det skal være billedligt. For der er jo ikke andre til at lave den vurdering, når man læser selv?
Anerkender man ikke objektiv moral, så er man samtidig nødt til at acceptere at de mest grusomme begivenheder i historien, ikke er forkerte i sig selv, men derimod blot noget, som man personligt ikke bryder sig om. Der er meget få mennesker, der, hvis de er ærlige, vil sidestille den moralske status af folkemord, med deres mening om smagen af broccoli, men uden objektiv moral, så er begge dele blot en subjektiv holdning, som vi ikke har basis for at rangordne på anden vis end via personlig præference.
Giv folk en folder og lad lidelsesproblemet stå uberørt, synes at være svaret, hvis man leder efter ressourcer til at navigere i de kritikpunkter, der oftest bliver bragt op af ikke-troende.
Hvis din tilgang til ægteskabet er ”til jeg finder noget bedre” eller ”til det ikke er sjovt mere”, så holder dit ægteskab ikke. Det er ikke sjovt mere når man kun får 3-5 timers søvn per nat i halvandet år i træk og den store skilsmisserate hos småbørnsforældre vidner om dette. Jeg tænker ikke at Morten Dahlins variation, ”til jeg ikke gider mere”, giver ham ret meget bedre chancer for et holdbart ægteskab.