Ovenpå det nyligt overståede Europaparlamentsvalg (i juni) ramte det mig hvor meningsløst det moderne demokrati er. Ideen om alles lige indflydelse og magt kommer uden tvivl fra et sympatisk sted, men demokratiet har nogle gevaldige problemer, som alle synes at dække af med skyklapper.
Demokrati er, i moderne folkemunde, et gode i sig selv på lige fod med sundhed, frihed, mangfoldighed, ligestilling, velfærd og lignende begreber, der tillægges værdi i sig selv i en sådan grad, at dét, at kritisere begrebernes indlysende godhed, nærmest er kætteri. Demokratiet er så god en størrelse, at det er moralsk tilladeligt at invadere fremmede nationer for at fremme det og i den nyeste version af den taktik ser vi to lande slås, mens de begge proklamerer at de er demokratiets beskyttere.
Men hvorfor er det lige at demokratiet er så godt? Er det godt fordi det er flertallet der bestemmer? Er det godt fordi de mest populære ideer er de bedste? Er dét, at alle har lige indflydelse, godt i sig selv?
Uanset de matematiske problemer med demokratiet og stemmeafgivelse (som er et helt kapitel for sig), så har konceptet nogle filosofiske problemer, som vi vil se på her.
Demokratiet fordrer dovenskab og stupiditet
Uanset hvor meget research du laver, hvor mange timer du bruger på at rationalisere over de forskellige kandidaters meninger og afklare hvad, der ville tjene (i dette tilfælde) Europas befolkning bedst, så bliver din stemme aldrig mere værd, end den som er afgivet i total uvidenhed og/eller tilfældighed.
En offentlig valgforordnet fortalte om en ældre blind dame, der kom ind og skulle stemme. Hun bad om at få kandidaterne læst op, men da hvert parti stiller med mindst 3 håndfulde kunne der ikke blive noget af det, så i stedet kunne hun få læst partierne op. I afmagt over uoverskueligheden af valget valgte damen så bare at hendes kryds skulle sættes ved det første parti på listen.
Dén stemme er ligeså meget værd, som den, der kommer fra ham eller hende, der har brugt oceaner af tid på at undersøge de forskellige partiers mærkesager og hvilken konsekvens det muligt kunne have på det utal af scenarier, som der kunne fremkomme.
Stemmerne har samme magt, den ene har bare spildt en masse energi og tid for at få samme resultat, som den anden fik ved tilfældighed og uvidenhed. Eftersom ekstensiv gennemarbejdning af argumenter og synspunkter er mere omstændigt end en overfladisk- eller en helt manglende stillingtagen til kandidaternes synspunkter, vil der nødvendigvis være færre, som undersøger tingene til bunds.
Det er med andre ord energibesparende at undlade at involvere sig mere end højst nødvendigt i de politiske sager og dermed mere effektiv brug af ens tid, hvilket direkte medfører problem nummer 2:
Demokratiet fordrer populisme og demagogeri
Eftersom vi normalt vil tendere at bruge færre ressourcer, det være sig mentale eller fysiske, på at indtage en holdning, går der naturligvis sport i at formidle et politisk budskab, der er så simpelt som muligt. Folk vil gerne føle sig retfærdiggjorte i deres holdninger og kan man få det uden at behøve at bruge enorme mængder tid og energi på det, så er det kun mere tiltalende. Det resulterer i at politikere, der gerne vil vælges, har det mål at formidle følelsen af retfærdiggjort overbevisning til så mange som muligt. Det er ikke relevant om det er en retfærdiggjort overbevisning – om den bunder i rationelle overvejelser og langsigtet konsekvenstænkning – det handler i stedet om at den skal føles rigtig, og der vinder overfladiske, følelsesladede argumenter stort. Modsat den gamle fremherskende ide om hvordan demokratiet vil fordre at de bedste ideer vinder mest anseelse, må vi i dag sande at det i stedet er de ideer som føles bedst, der flyder ovenpå. På denne måde har demokratiet givet magten til adskillige tyranner, der var i stand til at tale ind i folkets mest umiddelbare frygt/lyst, sælge nemme løsninger (byg en væg? afskaf studentergæld?) eller på anden måde henvende sig til laveste fællesnævner for at opnå magt. Som en sidebemærkning kan vi jo spekulere i hvilken slags mennesker, der klarer sig bedst i den form for konkurrence, og om det i virkeligheden er nogen, som vi er bekvemme ved at overlade beslutningsdygtigheden til?
Den kraftige overvurdering af menneskers rationelle formåen er også fundament for det 3. problem:
Demokratiet forudindtager at flertallet kan vælge de bedste beslutninger
Eftersom ekstensiv gennemarbejdning af argumenter og synspunkter er mere omstændigt end en overfladisk-, manipuleret- eller en helt manglende stillingtagen til kandidaternes synspunkter, vil der nødvendigvis være færre, som undersøger tingene til bunds. På den baggrund er der intet der overhovedet kunne tyde på at det brede flertal ville nå frem til de bedste resultater. Når der så samtidig er incitament hos de, der indtager talerstolene, til at simplificere og forsøge at tale til følelserne, så er der ikke gode chancer for at den gennemsnitlige vælger kan gennemskue hvad der er de bedste ideer.
En flok sømænd drukner ikke mindre ved at de alle har været enige om at bore et hul i bunden af deres skib for at få vandet ud.
Derudover så er der desuden den menneskelige trang til social kohærens, dvs. trang til at tilpasse sig det omgivende sociale miljøs etablerede holdninger, som i bedste fald afhjælpes lidt ved anonym stemmeafgivelse, men i realiteten så er vi oftest ikke klar over hvornår vi forfalder til social konsensus og hvornår vi selv har taget en beslutning, da meninger og holdninger udvikles i samspil med andre og vi naturligt er meget påvirkede af vores omgangskreds.
Hvis demokrati er så godt…
Disse problemstillinger medvirker alle til at undergrave ideen om demokratiet, som dette selvindlysende gode system, der sikrer de bedste vilkår for alle. Historisk set har demokrati været styreform i meget kort tid og det viste sig ikke holdbart på langt sigt, da man prøvede det i Grækenland for et par årtusinder siden. I Danmark har vi snart haft demokrati i 200 år, men på den lange bane er det også forsvindende lidt og det arvelige monarki har, i hvert fald tidsmæssigt, været noget mere holdbart i hvert fald i antallet af år det har været praktiseret.
Umiddelbart tænker vi jo at den enkelte er bedre stillet og har mere indflydelse under demokrati end i andre systemer, hvilket sagtens kan være tilfældet. Det er dog vanskeligt at sige om vi reelt har indflydelse, eller vi bare har indtrykket af at vi har indflydelse. Med de problemstillinger, som vi har kigget på her, så er det måske også bedst hvis det er det sidste, der er tilfældet.