Hvor går grænsen for at beklage sig over bagateller?
I weekenden var vi sammen med et vennepar, der bragte ‘mental load’-emnet op, hvilket gav anledning til en masse reflektioner. Jeg opdagede at dét, som jeg ikke forstår i opbakningen til problematikken er:
- Hvad er formålet med at beklage sig over de pågældende bekymringer? Hvad ønsker man konkret at opnå ved at belyse emnet?
og - Hvorfor er det IKKE en bagatel, som problematiseres og generaliseres, og som i virkeligheden kræver individuel stoicisme og retten af ryggen, fremfor kulturel indgriben? Hvor går grænsen for bagateller, som man burde skamme sig over at ytre brok over så? Er der overhovedet nogen?
Min umiddelbare holdning er at det svarer til at man beklager sig over en knækket negl, mens mortér-granaterne regner ned over andre i nærheden. Det virker lidt forkælet og samtidig er jeg træt af at der tilsyneladende ikke findes en grænse for, hvor små sko man må gå i, så længe det præsenteres i kønspolitiske rammer, hvor kvinder er ofre. Den samlede maskuline sympati for kvindeskæbner er tilsyneladende en uudtømmelig kilde, men jeg kan ikke komme på ét eneste tiltag i ligestillingens navn, der udelukkende gavner mænd – ikke at det er noget at stræbe efter.
Et psykologisk produkt
I denne sammenhæng synes det mig at problemet i langt højere grad er noget personlighedsmæssigt, der statistisk set afspejler sig i at kvinder vil værre overrepræsenteret hos dem, der går med hverdagsbekymringer: Kvinder er, gennemsnitligt, mere neurotiske (mærker negative følelser kraftigere) end mænd og mere ‘agreeable’ (samarbejdsvillige).
Neurotiske mennesker vil have en tilbøjelighed til at mærke bekymringerne tungere og mere altomfavnende end folk, der er mindre neurotiske. Dvs. At de hverdagsbekymringer der måtte fylde, vil opleves som mere truende og vigtige end hos en partner, der er mindre neurotisk. At forsøge at presse sin partner til at bekymre sig på samme niveau som en selv, hvis vedkommende er mindre neurotisk, vil svare til at forsøge at tvinge en elefant til at klatre i træer. Det kommer ikke til at lykkes tilfredsstillende og, for mig at se, er det udelukkende en opskrift på en miserabel sameksistens.
Det andet aspekt er ‘agreeableness’. Dette begreb dækker både over samarbejdsvillighed, men også eftergivenhed, tilbagetrækning og opmærksomhed på (og higen efter)harmoni i de sociale relationer. At leve op til dét, som du forbinder med andres forventninger, opleves mere påtrængende, hvis du er ‘agreeable’, så ikke-livsvigtige praktiske gøremål, der har til formål at efterleve den sociale konsensus eller at undgå at stikke udenfor, bliver mindst ligeså vigtige som de livsvigtige praktiske gøremål – ikke mindst hvis man samtidig er meget neurotisk.
Neurotisk i hverdagen
At være meget neurotisk er ikke sjovt, uanset om man er mand eller kvinde.
Jeg er betydeligt mere neurotisk end min kone er, men hun er mere ‘agreeable’ end jeg. Det betyder at jeg bekymrer mig en hel del mere om praktisk orienterede ting (står fyret af? Har vi træpiller nok til den næste uge? Har vi råd til at fikse taget? Etc.) og også i en grad, hvor bekymringerne ikke svarer overens med problemets omfang, men i forhold til social konsensus er jeg noget mere ligeglad: Børnene kan få det på, der ligger øverst i skabet, uanset om moster Oda bliver fornærmet over at de ikke er klædt pænt på til hendes 60-års fødselsdag.
For at vi kan sameksistere, så forsøger vi ikke at tvinge hinanden til at være ligesom os selv: Vi fordeler bekymringerne, så den, for hvem det betyder mest, får lov at sætte standarden og så hjælper vi hinanden med at dæmme ned for det, når det får lov at tage overhånd og bekymringerne langt overstiger problemerne.
Havde strategien været nogle af de passiv-agressive forslag, som ‘mental load’-debatten har affødt på diverse podcasts, så er jeg ikke sikker på at man får så positive resultater ud af sin galde. Her tænker jeg det er givtigt at genoverveje hvilket resultat man ønsker at opnå inden man ødelægger sit parforhold med konfliktoptrappende adfærd.
De store spørgsmål
Det bringer os lidt tilbage til punkt 1 ovenfor: Hvad er det helt konkret man vil opnå? Er hele fadæsen i virkeligheden bare venindebrok, som er blevet løftet op til en generaliseret størrelse, men som førhen ikke har været luftet offentligt. En gang ‘venting’, ligesom mænd gør, som egentlig ikke betyder at man ikke gider sin ægtefælle mere, men som bare nogle gange er nødvendig for at man lige kan tage en dyb indånding og så komme tilbage til at løfte i fællesskab, med fornyet styrke. Er der ikke tænkt over hvilke resultater man ønsker at få? Eller kan risikere at få?
Punkt 2 er det, som jeg forstår at sognepræst Marie Høgh stejler imod på bl.a. Tv2: Skamløshed og en art ide om at ens hverdagsbekymringer skal være midtpunkt for offentlig opmærksomhed og at det er et luksusproblem, som magelighed og sikkerhed har gjort det muligt at bekymre sig om. Det er ikke en problematik, som er bragt op i favellaen i Rio de Janeiro eller landsbyerne i Nigeria, men i stedet blandt det mere velstillede, højt-uddannede segment af den danske befolkning. Kritikken bliver tilsyneladende bare fejet til side, men jeg savner oprigtigt en argumentation, der retfærdiggør den tilsyneladende skamløshed, der skal til for at problematisere at man skal huske at ungerne skal have nye flyverdragter, mens moren i Sudan går og frygter at hendes barn ikke når at fylde 5.
Hvorfor er et okay og hvis det er sådan, hvor går grænsen så? Hvornår beklager vi os over noget, der er så trivielt at ‘skam’ er den eneste rigtige følelse over vores egen adfærd?