Sådan står der under Mission på Indre Missions hjemmeside. Det udpensles:
”Vi kan ikke få andre til at tro på Jesus med gode argumenter. Det er Helligånden, der skaber troen i mennesker. Som kristne stiller vi os til rådighed for Helligåndens arbejde f.eks. ved at bede om samtaler eller relationer, hvor vi kan dele vores tro.”
Og så får den lov at ligge der! To gange skal det understreges at skribenten tager afstand fra argumenterne, uden dog at underlægge ’samtaler eller relationer’ de samme filosofiske vilkår. Ikke noget om de gode argumenters funktion derudover, ikke noget om hvordan man griber de svære spørgsmål an og ikke noget om hvordan man evangeliserer i et fjendtligt kulturelt miljø, hvor Jesus er en karikatur og religion er noget for dem, som ikke kan tænke selv. Det bliver implicit en understøttelse af det anti-intellektualistiske, ateistiske dogme, at tro og fornuft er hinandens modsætninger. Giv folk en folder og lad lidelsesproblemet stå uberørt, synes at være svaret, hvis man leder efter ressourcer til at navigere i de kritikpunkter, der oftest bliver bragt op af ikke-troende. Når gymnasiekammeraterne for 3. gang deler en video af Ricky Gervais, der gør grin med troen, så er der ingen hjælp til rådighed. På Luthersk Missions hjemmeside er der mulighed for at downloade en håndfuld foldere, men ingen af dem beskæftiger sig med de områder, som populærkulturen har gjort til skueplads for kristendommens latterliggørelse. Den sekulære forudindtagelse er at evangeliet ikke er værd at høre på og at begynde at argumentere med bibelcitater overfor nogen, for hvem bibelen har lige så meget troværdighed, som et Anders And-blad er noget nær nytteløst. Men hvad gør vi så?
Argumenter som døråbnere
Når vi siger at Helligånden skaber tro i hjertet, så kommer der nogle gange til implicit at ligge en ansvarsfraskrivelse i det, hvor vi (måske) kommer til at undgå at stå ved vores tro, fordi det kan være sårbart at modsvare de indvendinger som bringes op og vi risikerer latterliggørelse. Så kan vi forsvare den tilgang for os selv med, at det jo heller ikke rigtigt er argumenterne, der leder til tro, men Helligånden. Hvad det så helt konkret vil sige er jeg ikke klar over og umiddelbart bliver Helligånden så mest bare til en ’thingamajig’, der er det noget, der flytter én fra ikke-tro til tro og som bliver forklaring på hvorfor de samme argumenter eller oplevelser virker forskelligt på forskellige mennesker.
“men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer”
1. Petersbrev 3, 15-16
Peter kalder os til forsvar af den kristne tro – ikke til at sætte os tilbage i sædet og lade tingene udfolde sig. Jesus bad heller ikke disciplene om at blive i Jerusalem og forkynde, men derimod at nedbryde de geografiske barrierer for at høre evangeliet, ved at rejse ud og missionere.(Matt. 28, 18-20) De skulle altså gøre noget for at gøre evangeliet tilgængeligt, på samme måde som oversættere, siden Luther, har gjort evangeliet tilgængeligt ved at oversætte fra oldgræsk til almindelige menneskers sprog. ”Vi kan ikke få andre til at tro på Jesus med gode oversættelser” kunne der lige så godt have stået. Det er også teknisk set korrekt. ”Vi kan ikke få andre til at tro på Jesus ved at rejse hen til dem.” Argumenterne tjener samme funktion som oversættelser, rejser og andre måder hvorpå vi nedbryder barrierer for troen. Som Jesus forklarer til sine disciple efter han har fortalt lignelsen om sædemanden(Matt. 13, 19-23):
” Når et menneske hører ordet om Riget og ikke fatter det, kommer den Onde og røver det, der er sået i hans hjerte; det er det, som blev sået på vejen.”
Ordet er sået i hjertet, det er hørt, men forståelsen mangler.
”Men det, som blev sået i den gode jord, det er ham, der hører ordet og fatter det og så bærer frugt og giver hundrede eller tres eller tredive fold.”
Forskellen på de to grupperinger er altså, ifølge Jesus, at den ene gruppe forstår budskabet, mens den anden ikke gør. Ved at fraskrive argumenter mister vi en mulighed for at gøre evangeliet forståeligt for nogen, der er søbet ind i kulturelle forhindringer for overhovedet at høre Guds ord og vi gør tro og viden til modsætninger, således at hvis den tanke følges til enden, så er der mest plads til tro, hvor der er mindst viden og den bedste tro må så findes i direkte modsætning til det man ved. Ikke alene er dette absurd, men det er heller ikke bibelsk: Både Jesus og disciplene brugte flere gange argumenter for at overbevise andre om troens rigtighed. (F.eks. Matt. 12, 24-26; Luk. 7, 22-23; Luk. 24, 25-27; Joh. 14, 11; Ap. Ger. 2, 22; 1. Kor. 15, 3-8)
Argumenter som støtte
Hvad siger man hvis nogen påpeger at der jo er 2.500 guder i verdenshistorien, så de bare er ateister om én gud mere end én selv? Kommer man til kort, fordi det ikke lige er gennemskueligt i øjeblikket at der ligger en skjult indvending om usandsynligheden af troens rigtighed bag, men man står med følelsen af at man er sat til vægs? Hvis man i stedet kender indvendingen og ved at antallet af muligheder ikke har nogen indvirkning på én muligheds sandhedsværdi, medmindre man gætter i blinde, så stilles man i hvert fald ikke i en tvivlssituation af et dårligt argument. For selvom gode argumenter ikke får andre til at tro, kan dårlige argumenter godt få os til at tvivle og endda miste tro.
Det er de gode argumenters anden funktion: De hjælper os med tvivlen. De sidste 25 år har New Atheist-bevægelsen haft stor indflydelse på kulturen takket være internettet og de fleste almindelige mennesker tænker at deres frontløbere, som Sam Harris, Christopher Hitchens og Richard Dawkins, er intellektuelle mennesker, med gode argumenter, hvilket på ingen måde er sandheden. Det er primært nedladende stikpiller og dårlig logik, der kendetegner bevægelsen og en skarp retorik, der udskammer folk for deres religiøse tilhørsforhold, er en stærk modstander, hvis troen udelukkende er båret af følelser. Her er argumenterne en støtte: Hvis du ved at der er gode grunde til at have din overbevisning, så er det mindre sandsynligt at nogen kan skamme dig til at ændre holdning ved hjælp af dårlige argumenter, fejlbehæftet logik og social stigmatisering.
Der er ingen skam i at ændre holdning, men det er en skam hvis det sker på et intellektuelt usagligt og uærligt grundlag. Hvis dine bevæggrunde er velovervejede og gennemtænkt med intellektuel integritet, så har du gjort hvad du kunne og så er det sådan set underordnet om de bevæggrunde leder til tro eller ikke-tro. Hvis bevægegrundende derimod er frygt for latterliggørelse eller social stigmatisering så bliver dit ståsted bundråddent, uanset hvor du lander.
Litteratur
Craig, William Lane – On Guard, David C Cook, 2010 – s. 13-24
Koukl, Gregory – Street Smarts, Zondervan Reflective, 2023