På DR.dk kunne en artikel i går fortælle, hvordan kirkeminister, Morten Dahlin (V), vil have ”strammet op om loven om andre trossamfund.” Han mener at man skal leve op til visse ”grundlæggende ting” (som ikke uddybes!) for at kunne være et anerkendt trossamfund. Nu tænker du nok, ”hvilke uhyggelige afsløringer kan det være, der er kommet frem, siden ministeren er kommet på den tanke?” Jo, Morten Dahlin er blevet opmærksom på at ”til døden os skiller” faktisk betyder noget for folk med en religiøs overbevisning og han er dybt chokeret.
Ministeren kalder det ”helt skørt” at Jehovas Vidner holder på ægteskabets ubrydelighed, med den enkelte undtagelse at utroskab er en gyldig grund til skilsmisse. En tilgang der, måske ministeren uvidende, går igen i alle bibeltro kristne trosretninger:
’Der er sagt: ”Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.” Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.’
Matt. 5, 31-32
Morten Dahlin mener dog noget andet: ”Jeg har den grundlæggende indstilling, at et ægteskab indgås af to mennesker, og det kan opløses af et menneske.”
I stedet for at gå i dybden med, hvor ude af kontakt med sit ministerområde ministeren er, når han ikke forstår ægteskabets indgåelse i religiøs kontekst, så vil jeg fokusere på de filosofiske problemer ved ministerens tilgang, både ift ægteskabet, men også ift trosfrihed i det hele taget.
Ægteskabets funktion
Før i tiden var der ikke noget kontroversielt over en livslang forpligtigelse. Ægtemænd og -hustruer indgik en pagt om at have hinandens ryg, resten af deres fælles dage. Det betød at ressourcerne var fælles og forpligtigelserne var fælles. Lidt kynisk så betød det for kvinden en sikring af mad og husly i bytte for at give manden nogle arvinger. Manden opgav så sine ressourcer (nutidige og fremtidige) for at få adgang til sex.
Pagtens sociale formål var flere:
- Det var en sikring imod at have enlige kvinder med børn, der sultede ihjel på gaden. Hvis mandens adgang til sex var bundet op på at han forpligtede sig til at forsørge sin partner og deres afkom, så var der i hvert fald incitament til at blive gift, til fordel for begge parter.
- En monogam samfundsstruktur holdt antallet af magesøgende testosteronbomber nede, eftersom man kom permanent ud af den kampplads, når man blev gift. Det sikrer samtidig at flest mulige mænd giver samfundet den næste bonus:
- Produktiviteten hos gifte mænd er højere. Nogle mener at dét at have styr på sit bagland gør at der ikke skal tilsidesættes underbevidste mentale ressourcer til at få sig en mage og kombineret med det lavere testosteronniveau, så laver disse mænd også færre åndssvage eller farlige ting (som netop unge mænd er ret kendt for!).
Med ”græsset er grønnere”-skilsmissens store indtog har man langsomt fået nedbrudt ægteskabets særstatus og i dag er det nærliggende at spørge hvordan et ægteskab helt præcist adskiller sig fra at være kærester?
- Sex er tilladt begge steder
- Når du ikke gider mere, så kan du bare ”slå op”/blive skilt
- De juridiske småting er noget nær det samme hvis du har et ”ægteskabslignende samliv”
Inden jeg blev gift, kunne jeg sådan set ikke se nogen grund til det. Den store kjole og festen var noget, som man så kunne gøre for kvindens skyld, så de kan få deres prinsesse-dag. Min kone lærte mig dog noget andet:
Ægteskabets ubrydelighed er et fundament for dets funktion. For min kone, så er skilsmisse ikke en mulighed, punktum(!). Vi har lovet hinanden at vi har hinandens ryg indtil vore dages ende og det er vi forpligtet til at overholde og det er jo også dét, som man siger ja til. Ordene er bare lidt blevet en kliché, som vi glemmer at tage alvorligt. Når ægteskabet ses som ubrydeligt, så kræver det også at man arbejder for det. Især når man har små børn, man ikke får noget søvn, økonomien driller og arbejdet er surt, så er dét, at der ikke er nogen udvej, motivation for at fikse de små problemer, så de ikke bliver store. Hvis vi skændes og jeg går i værkstedet og surmuler, så går der ikke længe inden jeg er nødt til at forholde mig til at jeg reelt har to valg i situationen: Jeg kan opgive noget grund og bevæge mig mod en løsning, så vi kan blive gode venner igen eller jeg kan holde på min ret og blive ved med at være sur, så vi kan blive miserable resten af vore dage. Vi skal have det til at fungere og den nødvendighed gør at vi altid kan finde hinanden igen, når vi har været uvenner. Det gør også at vi kan være ærlige overfor hinanden, fordi vi har sagt ja til hele pakken og vi har sagt ja, permanent. Den sikkerhed, som ubrydeligheden giver, den får du ikke i et kæresteforhold eller et ægteskab, hvor skilsmissen er en mulighed.
Hvis din tilgang til ægteskabet er ”til jeg finder noget bedre” eller ”til det ikke er sjovt mere”, så holder dit ægteskab ikke. Det er ikke sjovt mere når man kun får 3-5 timers søvn per nat i halvandet år i træk og den store skilsmisserate hos småbørnsforældre vidner om dette. Jeg tænker ikke at Morten Dahlins variation, ”til jeg ikke gider mere”, giver ham ret meget bedre chancer for et holdbart ægteskab.
Religionsfrihed til at mene det rigtige
Ministerens manglende forståelse af ægteskabet er dog ikke hans mest graverende fejl i denne artikel. Det kan man bære over med, når han nu ikke selv er gift. Han er dog påstået liberal og i den kontekst er det svært at overse hans manglende forståelse for konceptet om religionsfrihed. Morten Dahlin fortsætter det tidligere citat:
”Jeg har også den helt grundlæggende indstilling, at hvis man ikke kan forstå det, så har jeg meget svært ved at se, at man skal kunne fungere som trossamfund med den danske stat i ryggen og opnå den række fordele, man kan som anerkendt trossamfund.”
Han påpeger derefter at han ikke vil sagsbehandle Jehovas Vidner i radioen, men lægger kraftigt op til at den slags “religiøs ekstremisme”, som at holde på ægteskabets ubrydelighed, vil han “slå ned på”:
”… jeg kommer til at fremlægge et lovforslag om opstramning af loven om andre trossamfund, der skal slå ned på det, jeg opfatter som religiøs ekstremisme. For eksempel ikke at anerkende kvinder eller mænds ret til at blive skilt.”
Hvis grænsen for religiøs ekstremisme den går ved ægteskabets ubrydelighed, så er begrebet godt nok blevet udvandet. For 20 år siden handlede det om terrorisme eller tosser, som Westboro Baptist Church[1], men i 2024 mener kirkeministeren altså at skellet står et andet sted. Problemet med ministerens subjektive definition af ekstremisme bliver dog først en realitet, når han udtaler at han vil forsøge at lovgive ud fra den. Det forekommer mig lidt hovedløst, når en liberal politiker har så let ved at tænke sig til følelsesbaserede indgreb i frihedsrettighederne. Men hov siger du: ”Han vil jo ikke forbyde en trosretning, han vil bare forhindre den i at være anerkendt.” Det er også korrekt, men jeg mistænker at Morten Dahlin ikke har tænkt konceptet igennem:
Historieløs progressivisme
Ved at justere kategorien, ”anerkendte trossamfund”, fra at være forskellige trossamfund, som reelt dyrkes i Danmark, til at være forskellige trossamfund, hvis lære den danske stat synes er god, så går du ind og skaber et finansielt pres for at religiøse organisationer skal mene de rigtige ting. Det bliver et brud med religionsfriheden, fordi du reelt går ind og betaler folk for at mene de rigtige ting. Det svarer til at staten gav Socialdemokratiet større partistøtte end de andre partier, fordi den siddende regering bedre kan lide deres politik. Derudover er det i direkte modstrid med hele pointen med de her frihedsrettigheder: Minoritetens beskyttelse mod majoritetens tyranni!
Den største fare ved demokratiet, som alle grundlovsforfattere i den vestlige verden var bevidste om da forfatningerne blev skrevet, er majoritetens tyranni eller ’pøbelstyre’. Uden et sæt principper, der gælder neutralt for alle, så er der intet i vejen for at man demokratisk kan vedtage en heksejagt mod en mindre del af befolkningen, som det er set før. Ytringsfriheden og religionsfriheden er altså ikke skabt for at man kan ytre de etablerede holdninger i fred, men derimod for at beskytte de kontroversielle udtalelser, de aparte meninger og de sandheder, som ikke nødvendigvis falder i god jord.
Det liberale argument for ytringsfriheden er ganske klart: Hvis vi begrænser mængden af potentielt gode ideer til kun at kunne findes blandt allerede anerkendte ideer, så risikerer vi at eliminere muligheden for fremgang ved at tænke ud af boksen. I jagten på fremgang opstår der dog også et problem, som jeg synes er kernen i Morten Dahlins udtalelser: Når fokus hele tiden er fremad, med en ide om at alting altid bliver bedre, så risikerer vi nemt at save den gren over, som vi sidder på, fordi vi glemmer at kigge ned og anerkende hvordan vi kom så højt op i træet i første omgang.
[1] Herfra anbefales Louis Theroux’ udemærkede dokumentar-serie om ’The Most Hated Family in America’.