Der skal være plads til undren
Indimellem bliver jeg til stadighed overrasket over folks lemfældige omgang med sandhedsbelysning og arbitrære tilskrivning af dunkle motiver til argumenter, som de ikke er enige med, samtidig med at argumenter, som bekræfter en forudindtagelse, tages for gode varer, uden yderligere spørgsmål.
Med hvilken autoritet kan vi dømme om Gud lever op til at være algod, almægtig og alvidende? Hvordan kan vi dømme om lidelse er nødvendig/retfærdig? Vores begrænsede erkendelsesmuligheder kommer altid til at forme vores vurdering og det bliver derfor en dom på begrænset grundlag.
Lidt kritisk kan man opsummere det: Læs Bibelen bogstaveligt, medmindre du vurderer at det skal være billedligt. For der er jo ikke andre til at lave den vurdering, når man læser selv?